Jeg skal fermenteres … eller i hvertfald lære det

Jeg er inviteret til en aften i fermenteringens tegn.

Det må jeg simpelthen bare – for bloggere, michelin-kokke og ikke mindst økohoveder er oppe at ringe over fænomenet. Alle taler om det. Men hvad er fermentering?

Fermentering betyder kort fortalt, at man sætter en gæringsprosses i gang, som danner enzymer og mælkesyrerbakterier.  Når man fermentere eller ligger grønsager i pres i salt, opstår der naturlige mælkesyrebakterier. Sunde og levende mælkesyrebakterier, som tarmene elsker og som gør fødevarene nemmere at fordøje.

Jeg har store forventninger. Arrangementet foregår nemlig på et af mine yndlingssteder i hele verden: Aarstidernes gård Baritskov tæt på Juelsminde.

Jeg har til hensigt at tage billeder og poste dem herinde, når jeg har været afsted. I givet fald bliver de de allerførste på min ikke særligt visuelle blog.

Måske. Men kun måske bliver jeg god til at fermentere og en haj i et køkken. Jeg mener, spontane helbredelser og andre former for mirakler er set ske før.

Du skal bare jazzz (med 5 pil opad)

Efter at have set ‘Scenen er din’ hvor dommer Etta Cammeron i bedste Ole Henriksen-stil gav nogle af de håbefulde deltagere den absolut bedste karakter 5 … og lige toppede det med en pil opad, blev “Du skal bare jazzzzz” en slags mantra for min kollega Jesper og jeg.

Det var nemlig, hvad vi syntes, vi hørte Etta sige mellem linjerne.

Faktisk blev vendingen det geniale svar på stort set alt. Den kunne nemlig både stilles som et spørgsmål eller som et punktum efter en konstatering.

“Du skal bare jazzzzz?”
“Du skal bare jazzzzz!”

Det siger alt om vores unikke samarbejde. Nogle gange kunne vi sidde i timevis og skiftes til at sige ‘næh’ og ‘jo’.

Det lød sådan her: næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo-næh-jo (Indsæt selv de næste 10.000 hér)

Jeg har faktisk ofte tænkt på, hvorfor ingen af de andre i afdelingen blev trætte af os og brølede “STOP SÅ”. Men det gjorde de aldrig.

 

 

Hvor skal sommerferien gå hen?

Jeg har fået bevilliget ferie. Af min chef. For sådan cirka 3 gang. For jeg kan ikke bestemme mig for, hvad vi vil.

Når jeg surfer rundt på diverse rejseportaler kan jeg kun finde for store hoteller med for mange pools. Helt galt er det, dér hvor der er vandland. Så ved jeg ferien kommer til at gå med, at min søn plager mig om ture i rutschebanerne, som jeg er bange for på grund af højdeskræk.

De steder jeg vil bo har mindst 5 stjerner og gourmetrestauranter (i charter-niveau, I know)

Der må ikke være grimme brusenicher eller lyserøde toiletter. Det skal helst ligne en skønhedssalon, når jeg træder ind. Der må ikke være tæpper og sengetøjet skal være uden folder.

Nogle gange lykkes det. I år tror jeg ikke jeg finder en chartertur. Men Pangkor Laut venter selvfølgelig også.

Da jeg (ikke) medvirkede i MasterChef

Aj, jeg er umulig i et køkken og har netop bestil abonnement på Kokkens Hverdagsmad. I denne uges ALT for Damerne var der en anmeldelse af konceptet og jeg har gennem længere tid været kørt lidt fast i Årstidernes måltidskasser – misforstå mig ikke – jeg knuselsker økohovederne i Barrit. Men min søn har meget delikate smagsløg, som kun kan li’ meget mærkelig mad. Bilder jeg mig ind.

For det er i alle tilfælde ikke det fra min hånd, han holder af at spise. Desværre.

Retterne fra Kokkens Hverdagsmad skal man ikke engang selv lave. Det er gjort. Man skal faktisk bare varme, anrette og spise. What’s not to like, I ask? Det lyder som noget snuppet ud af mine drømme.

Menuen i uge 23, som jeg venter i længsel på, ser megalækre ud.

Jeg glæder mig til at modtage min første kasse. Så skal jeg nok vende tilbage med feedback 🙂

Tilbage efter tænkepause

Tænkepause er ellers normalt ikke noget for mig. Men jeg har haft travlt. Med alt for meget, der har givet alt for lidt. Energi. Har gjort op med ting, som gennem længere tid har irriteret mig og trukket al min gode energi ud. Nu er der gjort rent. Ikke mindst i mit hoved.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at det er okay at opdatere med lidt. Også selvom det mangler kløgt og attråværdige LIX-tal. Så er det okay.

So here I am.

Kan man leve af skrald? Ja, sagtens!

Måske er du også optaget af hele debatten om vores miljø, som er ved at forvandle sig til et stort beskidt toilet, der ikke længere kan skylles ud?

Det er trist at tænke på, at selvom vi alle mener, at det er gået for vidt – biddrager vi kollektivt til at gøre det hele værre. Ikke fordi vi er nogle bevidste svin, men fordi vi er helt almindelige forbrugere, der slet ikke begriber konsekvenserne af vores daglige forbrug.

I foråret så jeg en dokumentar på DR 2 om et amerikansk par, der satte sig for at undersøge, om de kunne brødføde sig selv i et år ved at skralde de madvarer, som supermarkederne smed ud. Det kunne de med lethed. Dokumentaren viste tillige, at de også endte med at forsyne venner og bekendte, fordi omfanget var så voldsomt.

Du har sikkert hørt om danske skralderne, der dykker ned i supermarkedernes affaldscontainere efter mørkets frembrud? I Danmark har diverse skralder-grupper tilsammen over 10.000 Facebook-medlemmer og fænomenet må ses at være en modreaktion på den ødelæggende brug-og-smid-væk mentalitet. I USA og England kaldes skraldere i øvrigt for Dumpster Divers og Freegans – nogle noget pænere og værdigere navne, end vi har valgt til vores …

Et lukket verden
For nogle uger siden fik jeg en fiks idé. Jeg ville undersøge, hvordan en skralder arbejder. Så jeg bad om optagelse i et par lukkede Facebook-grupper, hvor jeg gav mig til at lede efter en garvet skralder, som havde lyst til at have mig på slæb. Lidt af en opgave, da subkulturen generelt ikke er meget for at få opmærksomhed udefra.

Efter tilpas betænkningstid indvilligede skralderen Pia dog i, at have mig med på et af sine natlige togter. Hun var 27 år og studerende – med en gæld, som hun kæmpede for at afbetale. På bekostning af madbudgettet. Derfor var hun nødt til at skralde, fortalte hun mig.

Vi startede ved Netto og ret hurtigt hev vi massevis af fine ting op. Kartofler, porrer, tomater, peberfrugter, pasta, chips, juice, vindruer, grapefrugter, appelsiner, æbler – faktisk så meget, at jeg frygtede det ikke kunne være i bilen. Derfra kørte vi videre til Fakta. Her var billedet det samme igen – et nyt læs blev smidt indenfor.

Simpelthen for farligt
Vi efterlod massevis af kød, pålæg og mejeriprodukter. Det var simpelthen for farligt at spise. Selvom maden i containeren smager godt, kan den være inficeret med bakterier, mug og svamp, som hverken kan lugtes eller smages. Dertil kommer, at man ikke har en chance for at gennemskue, hvor længe de ferske varer som fx. kød har ligget uden afkøling.

Sikkert hjemme igen gav Pia sig til at rengøre sine fund. Alt blev vasket, tørret og pakket ned til enten køleskab eller fryser. Hun tilbød mig generøst at ”tage hvad jeg gerne ville have”, men jeg afslog af den simple årsag: At alle tingene lugtede udpræget af skrald, at jeg havde set tingene blive fisket op af et inferno af knuste æg blandet med sur mælk, kødpakker og grøntsager i et stort sammensurium. Jeg kunne ikke overskride den barriere.

Mit kig i affaldscontainerne var en stærk øjenåbner, fordi det gik op for mig hvor meget fin mad, der bliver kasseret. Hver eneste dag. I dagene efter min oplevelse blev jeg deprimeret over alt det spild. Over det faktum, at vi ødsler klodens ressourcer væk. Bare fordi vi kan.

Skraldere er ikke en forbipasserende subkultur – tværtimod kommer der flere og flere til hver dag. Og vi burde takke dem for at sørge for, at de varer, supermarkederne ikke sælger – trods alt ender i nogens maver alligevel.

Ikke ulovligt
Har du selv fået mod på at tage ud som skralder, kan jeg oplyse, at det ikke er ulovligt at dykke ned i de åbne containere.

Justitsministeriet oplyser, at det er almindelig antaget, at straffelovens §§ 276 og 277 om tyveri og ulovlig omgang med hittegods ikke finder anvendelse på tilegnelse af affald, hvortil ejendomsretten er opgivet, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 10. udgave, 2012, siderne 514 og 523. Med andre ord er det lovligt at tage skral med hjem.

Er containerne derimod aflåste eller står i et indhegnet område, er det straks en helt anden sag og dermed dybt ulovligt.

På digital detox

Jeg har kappet halsen over på mig selv.  På mit online alter ego. Facebook og Linkedin var de to online univers, hvor jeg havde for vane at surfe forbi. Som i konstant, igen og igen – ja, faktisk hele tiden.

For det kunne jo være … at der var nye opskrifter, sladder om de kendte, en anmodning om venskab eller et jobtilbud. Altså siden jeg checkede for 10 minutter siden.

Jeg holdt op med at læse bøger, tegne og skrive for mig selv. Min opmærksomhed kunne simpelthen ikke fastholdes i længere tid ad gangen. Med god grund – for den var jo hyperstresset af al det, den skulle forholde sig til, sortere og have en holdning til.

Så jeg har unplugget i håb om en recharge, hvor det igen er en selvfølge at kunne bevare fokus, tage ordentlige beslutninger og nyde livet – analogt, vel at mærke. Så efter en dyb indånding slettede jeg begge profiler. De blev ikke bare deaktiveret, men slettet. Sådan væk.

And so far it feels fantastic* (selvom det ikke har været helt nemt)

“Han er simpelthen så grim. Men kun i ansigtet”

Overskriftscitatet stammer fra min søn. Han er 6 år og næsten lige startet i skole. Da vi en dag kørte hjemad passerede vi en klassekammerats storebror og det var i den forbindelse at oplysningen faldt.

Egentlig fæstnede jeg mig ikke ved dybden af den, inden jeg samme aften indlod mig på en snak om mænd og online dating med min veninde, som i en periode har datet på Tinder og Happn med alt hvad det indebærer af emotionelle ups and downs. Mest downs lige i øjeblikket, når jeg tænker efter.

Det er jo de samme mænd
”På Tinder leder mænd efter nogen de kan knalde. På Happn leder de efter kærester – men det er jo de samme mænd!”, fortalte hun til min store forbavselse og så kastede vi os ellers ud i en snak om nogle af de forskellige mandetyper, hun var stødt på i sin jagt.

Crossfit-nørden, der står i en lillebitte tanktop med muskler så svulmende, at man minimum ha’ en sixpack for at holde på ham. Eller som i bedste mening siger: ”Pas nu på, du ikke får ondt i maven” når du har taget anden bid af din sandwich på den første date.

For ikke at tale om ham, der er fotograferet med sin søsters børn i varierende hygge-tableauer og efterfølgende understreger, at børn er et kæmpe no-go i hans liv. Vi må heller ikke glemme den midaldrende – engang ultrasmarte og tjekket bureauhaj med masser af magt, som i dag er sakket bagud i stort set alt. Ikke mindst selvindsigt.

Men hvad skal man stille op?
I håb om at finde den rigtige fortsætter mange den endeløse swipen til højre eller venstre. Vi ved jo godt, at et liv i ensomhed kan føre depression med sig.

Ulempen ved Tinder er, at vi kun har én ting, at selektere på. Udseendet. I virkeligheden selekterer vi jo konstant, når vi fx vælger at høre musik på et bestemt spillested. Vi vælger stedet, fordi vi forventer at møde bestemte typer mennesker eller høre en vis type musik. Allerede i dét har vi selekteret en lang række folk – men først derefter udvælger vi på udseendet.

Lad os vende tilbage til udgangspunktet. Min søns bemærkning om, at drengen kun var grim i ansigtet, fik mig til at tænke på, at dét et barn ser, er den hele person. Selvom drengen her måske ikke var Bieber-køn kunne resten af ham jo stadig været fin, være sød og smadderdygtig til et eller andet sejt. Ud fra et barns perspektiv.

Og det er faktisk lige præcis dét vi glemmer i jagten på den eneste virtuelle ene. Vi glemmer, at resten faktisk kan være ret okay.

Søde smågrise i dukketøj

Mandag er min yndlingsdag (næst efter fredag og lørdag)

Det er nemlig der, chaufføren fra Årstiderne sætter en vegetarkasse på vores trappeafsats allerede ved 05’tiden – lige tids nok til, at jeg kan nå at fordele lækkerierne i skuffer og køleskab og STADIG lægge en let dagsmakeup. Uden at få stress.

Jeg er umulig i et køkken. Har faktisk aldrig lavet mad til nogen – ud over til min søn. Som stædigt fastholder, at alt smager af penicillin. Også jordbærsmoothies. Nogle gange kan jeg godt se pointen.

Skrællede, kogte og svedte
Da han var lillebitte, plukkede jeg økologiske æbler i mine forældres have – skrællede, kogte og svedte over gryderne for at være den perfekte øko-mor. Men nej. Munden var lukket og hovedet vrikkede fra side til side i utilsløret undvigemanøvre. Til gengæld stod den åben, når der var et glas fabriks-mos fra Beauvais i sigte.

Han bliver aldrig en af de unge mænd, der nostalgisk mindes mors gryder. Tværtimod. Men håbet dør dog aldrig.

Så jeg tosser ufortrødent videre. Som jeg plejer. Og holder fast i min måltidskasse. Måske fordi den for mig symboliserer den sidste rest af noget rent – i en verden, der er ved at forvandle sig til et kæmpe toilet, der ikke længere kan skylles ud. Og et spinkelt håb om, at vi en dag indser, at den eneste vej frem sker gennem indretningen af et bæredygtigt samfund, så de generationerne, der kommer efter os, har en verden, der er rigere, end den vi har.

Vegetar by accident
For nogen tid siden slog det mig, at jeg er blevet vegetar. Ikke bevidst. Men af kræsenhed – og skræk.

Som helt almindelig forbruger, der læser varedeklarationer, er jeg overhovedet ikke klog nok til at gennemskue, hvilke mineraler, metaller og medicin, et konventionel opdrættet dyr, har måtte lægge ryg og mund til i sin levetid.

Økologi er heldigvis gået fra at være biodynamisk idealisme i små butikker, til at være noget, de fleste tager stilling til, når indkøbsvognen fyldes med mælk, æg og kød. Hvorfor? Fordi økologi handler om det, vi putter i munden på os selv og vores unger.

En god smag i munden
For nogle forbrugere smager økologi bare af … ’En god smag i munden’. Men om økologiske fødevarer rent faktisk smager bedre end deres pendanter er svært at svar på. Det er i alle tilfælde ikke lykkes, at researche mig frem til et endegyldigt resultat – dog ser det ud til, at forbrugere, der lever økologisk, er sundere end forbrugere, der køber konventionelt.

”Generelt har de forbrugere, der går efter økologiske fødevarer, en sundere kost end gennemsnittet. De bestræber sig i højere grad på at spise sundt i det daglige og spiser f.eks. flere grøntsager end gennemsnittet. De forbrugere, der oftere end andre køber økologiske fødevarer, er endvidere typisk bosat i hovedstadsområdet og har en lang eller mellemlang uddannelse bag sig”, konkluderer Stephanie Lemaitre i sit kandidatspeciale fra DTU.

Jeg knuselsker idéen om den helt enkle og gode landmandsliv, hvor dyrene har lov til at plyndre urtehaven – ja, skidt med det – og gårdens småpiger klæder grislinger ud i dukketøj. Også selvom det ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre.

 

 

1 2